Fokus på CO2 gavner både miljø og økonomi
Udgivelsesdato: 20. marts 2025

Bæredygtighed, energikriser, klimaforandringer og grøn omstilling er efterhånden en naturlig del af hverdagen for de fleste. For mange virksomheder er lyset samtidig en stor post i energiforbruget. Men det behøver det ikke at være.

 

”Generelt vil det gavne alle at få lavet energi- og CO2-beregninger. Men jeg oplever, at det ofte er større virksomheder og kommuner, der har fokus på det, fordi det som regel er dem, der bruger mest energi. Og fordi der kommer større og større krav fra blandt andet EU.”

- Andreas N. Marker, projektleder, Højager

 

I forbindelse med udfasningen af kompakte lysstofrør oplever Andreas N. Marker, at mindre virksomheder og institutioner også begynder at forhøre sig om ny belysning. Når belysningen skal udskiftes, er det oplagt at kigge efter en bæredygtig løsning.

 

Teknisk erfaring og viden om bæredygtighed

Andreas N. Marker er uddannet elektriker og energiteknolog med fokus på grøn omstilling og bæredygtighed. Han trækker dermed på en bred erfaring inden for grøn energi og teknik, når han hjælper kunderne med belysning.

 

”Inden vi starter et projekt, forhører vi os altid om kundens ønsker og behov. Vi spørger for eksempel ind til, hvor lang tid lyset er tændt, hvilke behov de har, og hvilke ønsker de har til den nye belysning. På den baggrund kan vi levere det bedste resultat for vores kunde.”

- Andreas N. Marker

 

Når belysningsrådgiverne har haft kontakt med kunden og screenet bygningen, går Andreas i gang med at projektere, lave beregninger og udarbejde dokumentation for projektet, så Højager kan dokumentere, at alle gældende standarder og BR18 bliver overholdt.

 

Han står også til rådighed for at indhente priser og samarbejder med installatører og elektrikere. Og når en kommune har brug for hjælp til at lave udbudsmateriale, er det en opgave, Andreas tager sig af.

 

Spar penge og gavn miljøet med beregninger

Nogle virksomheder har miljøcertificeringer, der gør, at de gerne vil spare CO2 for at være grønne virksomheder. Andre virksomheder har en størrelse, der betyder, at de er tvunget af EU til at spare på energien.

 

”I langt de fleste tilfælde er der både et ønske om at spare penge og få bedre belysning, og det hele hænger sammen. Derfor beregner vi både tilbagebetalingstid i forhold til levetiden på belysningen og CO2-besparelse per år med den nye belysning.”

- Andreas N. Marker

 

Vil du også spare på både energi og CO2 – og samtidig nyde godt af lys, der er optimeret til dit behov? Så kontakt vores belysningsrådgivere.